por
Maya Nilsson
Dinamarca
Alene er jeg mest opmœrksom:
Jeg lytter til verdens
Larm mens jeg bevœger
Mig mod det ukendte
Jeg iagttager
“Som en five pá vœggen”
Ser jeg skœbner
Så andrledes tra min.
Jeg lugter og føler
Og elsker.
Sorg og glœde, og alt indimellem
Onsomned og selstœndigned.
Alting forandres,
Mest lœrer jeg om mig selv:
“At rejse er at leve”
